Yallahrup Færgeby har succes på nettet
DR2’s voksenjulekalender er blevet et stort hit på nettet, og samtidig er det et eksempel på, at danskerne også gerne ser programmer online via DR’s hjemmeside.
DR har gennem længere tid gjort en stor del af deres programmer tilgængelige via ”on demand streaming”, hvilket betyder at man kan gå ind på DR’s hjemmeside og se eller gense en stor del af DR’s egne programmer når man har tid og lyst. Men nu har der for første gang i DRs historie, været over 20 procent af et programs seere som har kigget med på nettet frem for fjernsynet. Programmet der har tiltrukket de mange netseere er dukkeserien ‘Yallahrup Færgeby’.
‘Yallahrup Færgeby’ er årets julekalender for voksne og handler om Ali og Hassan, der gerne vil være ornli’ syge gangsters. Serien er lavet på en satirisk måde i stil med den populære børne-julekalender Jullerup Færgeby, og henvender sig derfor specielt til de voksne der var børn dengang. Mange af seriens seere har sandsynligvis selv børn nu og det kan måske være en af grundende til, at serien har så stor net succes, da det giver forældrene mulighed for at se den humoristiske julekalender når de har tid.

Allerede efter et par dage havde ’Yallahrup Færgeby’ daglige seertal på nettet på over 50.000 pr. afsnit, og tallene vokser dag for dag. Og inden for de første 10 dage, var der via DR mobil downloaded over 62.000 Yallahrup-ringetoner og 15.000 videoer.
DR2’s underholdnings- og satireredaktør Peter Gren Larsen forklare selv en del af succesen ved en forbedret navigation og at serien har det rette format: “’Yallahrup Færgeby’ har det perfekte format til Internettet i kraft af varigheden, som sjældent er mere end 10 minutter. Med DRs satire har vi samtidig arbejdet intensivt på den måde, vi streamer vores indhold på, og det har betydet, at udsendelser er lette at navigere i og starter øjeblikkeligt, ligesom de er tilgængelige på flere computerplatforme end tidligere. Jeg tror, at det er det, som vi sammen med ’Yallahrup Færgeby’s popularitet, mærker effekten af nu,” siger Peter Gren Larsen.
Besøg Yallahrup Færgeby her:
http://dr.dk/yallahrup/
Relateret:
Du kan læse om alle årets julekalendere her:
http://www.netmag.dk/julekalendere.html



