QXL.dk solgt til sydafrikanere for 10 milliarder
Danmarks største auktions-site QXL er blevet solgt til et sydafrikansk medieselskab for 10 milliarder danske kroner.
Det afrikanske medieselskab Naspers bød kort før jul på den samlede QXL–koncernen, Tradus. Nu er handlen bekræftet, Naspers ejer Tradus 100%.

Købet betyder at QXL.dk nu bliver en del af en endnu større global medie-virksomhed. Men der er ingen planer om ændringer nu og her, alligevel forventer QXL.dk at det giver sitet flere fordele og synergieffekter at de nu bliver en del af det sydafrikanske medieselskab.
”Vi skal blive ved med at have fokus på det, der virker, det vi er gode til. Vores målgruppe er den danske familie, og det er den, der inspirerer vores udvikling. Med det fokus er vi gået fra at være en online auktion til et shoppingsite, hvor stemningen frem for varen skaber loyaliteten. Overtagelsen vil ikke betyde noget i det daglige på kort sigt – men vi ser selvfølgelig fremad lige som Naspers. De har ikke andre virksomheder i vores branche og med deres store kompetence inden for elektroniske medier, er jeg sikker på, at synergien imellem os vil fostre nyskabende forretningsområder”, siger en spændt Jacob N. Masters, der er adm. direktør for QXL Danmark.
QXL Danmark har flere end 550.000 registrerede medlemmer, og der omsættes for over 500 millioner om året.



