Porno får kommune til at lukke åben debat

Faaborg-Midtfyn Kommune har lukket for den åbne debat på kommunens hjemmeside Faaborgmidtfyn.dk, da debatten blev fyldt med pornolinks.

I sidste uge skrev Fyns Amts Avis, en artikel om at debatten på Faaborg-Midtfyn Kommunes hjemmeside indeholdt en samling links til udenlandske porno sider. Kommunens chefredaktør for hjemmeside og intranet, Lotte Holm, forklarede til avisen at det er prisen og risikoen ved at være åben og at man derfor måtte ind og slette uønskede reklamer eller links.

Nu har kommunen så valgt at lukke det åbne debatforum på kommunens hjemmeside. Og på debattens side står der nu teksten ”Vi er desværre nødt til at lukke debatten i en periode på grund af misbrug af det åbne forum.”

lukket debat

Lotte Holm, giver Fyns Amts Avis en del af skylden for lukningen da hun mener, at omtalen har øget trafikken.

“Med den fængende overskrift på forsiden af jeres avis har vi forudset, at debatten bliver endnu mere fyldt med useriøse links i den kommende tid”, skriver Lotte Holm i en e-mail til Fyns Amts Avis.

Om omtalen i avisen virkeligt vil betyde flere useriøse links, er dog ikke sikkert. Det er helt korrekt at åbne debatfora benyttes til reklame, men det største problem for nettets mange debatfora er ikke useriøse brugere som vil gøre reklame for deres hjemmesider eller produkt, men derimod spamrobotter der automatisk gennemsøger nettet for fora og andre steder, hvor det er muligt at indsætte spamlinks fra for eksempel pornosider.

Spamrobotterne er et stigende problem for mange hjemmesideejere, der får deres ellers gode debatter fyldt op med pornolinks. Det kan hurtigt blive et uoverskueligt arbejde at skulle slette spamrobotternes mange links. Det betyder at det praktisk talt ikke længere er muligt at have åbne debatfora uden registrering eller brug af andre sikkerhedsforanstaltninger.

Leave a Reply