Julehandel på nettet slår sidste års rekord
Der er allerede godt gang i julehandlen og butikkerne har længe pyntet op til julen, men en stor del af julehandlen er efterhånden flyttet ud på nettet, og igen i år regner man med en rekord stor omsætning i netbutikkerne.
Dansk e-handelsanalyse anslår, at danskerne vil købe julegaver på nettet for 1,4 milliarder mere end i 2006, hvilket betyder at netbutikkerne igen i år kan se frem til en rekord stor omsætning.

”Juleshopping på nettet er nemt, man kan gøre det når det passer en selv, gaverne bliver ofte pakket ind og så kan man oven i købet også spare penge. Så der er masser af gode argumenter for at købe sine julegaver på nettet”, siger e-handelsfondens direktør Lars Schmidt Larsen.
Men selv om der er flere gode grunde til at foretage julegaveindkøbene på nettet, er der stadig mange som tøver med at benytte betalingskort på nettet, men følger man nogle enkelte gode råd, er der ikke noget at være bange for. Vi har her på NetMag.dk, tidligere givet en serie gode råd til når du handler på nettet, du kan læse dem via dette link. Her op til jul er det dog en fordel, at sikre sig en enkelt ting mere, og det er at gaverne kan byttes efter jul – når man handler på nettet har man som forbruger altid 14 dages fuld returret, men op til jul giver mange netbutikker mulighed for at bytte julegaver efter jul, selv om de er købt mere end 14 dage før.
For dem der ikke kan vente til at finde ud af hvad der ligger under juletræet i år, så har e-handelsfonden i samarbejde med Kelkoo.dk, lavet en top 10 liste over foretrukne gaveindkøb på nettet lige nu. Og det er følgende:
1. Spillekonsoller (Playstation/XBOX)
2. Parfume
3. Tøj
4. Cd’er
5. Film
6. iPod
7. Bøger
8. Mobiltelefoner
9. Smykker
10. Legetøj
Kilde: e-handelsfonden, Kelkoo.dk



