Danske virksomheder mangler IT-politik

Stigende overvågning af ansatte i landets virksomheder, kan skabe problemer for både den ansatte og for virksomheden selv.

LO har fremlagt en rapport som sætter fokus på de teknologier og muligheder der er tilgængelige for overvågning af virksomhedernes medarbejdere. Rapporten der har fået navnet ”Medarbejderen i den digitale verden”, kan læses fra LO’s hjemmeside.

Der er mange muligheder for medarbejderovervågning, specielt i virksomheder hvor der benyttes IT i dagligdagen. Her er det muligt at overvåge hvilke sider der besøges på internettet og hvad der sendes af mails, ja det er faktisk muligt at holde øje med alt medarbejderen foretager sig på computeren hvis man går til ekstremerne.

IT-politik

Ifølge rapporten har bruger 73 procent af LO-medlemmerne en computer i deres daglige arbejde. Men kun 43 procent af de danske virksomheder har imidlertid vedtaget en IT-politik, som klart fastlægger, hvad en medarbejder må og ikke må.

De manglende IT-politikker, er et stort problem, da medarbejderne faktisk ikke har nogen mulighed for at vide hvad der er tilladt og hvad der ikke er, samtidig er mange slet ikke klar over at chefen har mulighed for at se hvilke netsider den ansatte besøger og om han skriver private mails i arbejdstiden. Nogle steder er det helt okay at der skrives private mails og at den ansatte læser nyheder og lignende på nettet, mens det andre steder ikke er tilladt.

I rapporten oplyses der flere sager hvor en ansat er blevet fyret efter chefen havde haft adgang til overvågning af medarbejderen. Men det kan i sidste ende komme til at koste virksomheden dyrt, hvis der ikke har været en it-politik som klargør hvad der tilladt og hvad der ikke er.

En sag om sex på e-mails:
For eksempel havde en kvindelig medarbejder, ifølge arbejdsgiveren, i løbet af 1½ år modtaget 8000 e-mails,
hvoraf nogle var private og havde et stærkt seksuelt indhold. Men ifølge landsretten var en bortvisning ikke berettiget og medarbejderen fik både erstatning og godtgørelse for uretmæssig afskedigelse. Det skete blandt andet med hensvisning til, at virksomheden ikke havde nogen vedtaget IT-politik.

En sag om tilsvining af chefen på mails:
En anden sag fortæller om en medarbejder som i en e-mail havde kaldt chefen for ”noget af en sæk”. Men chefen læste uden den ansattes viden med på den sendte mail, og medarbejderen blev afskediget. I denne sag fik HK medhold i, at der var tale om en uberettiget afskedigelse, da medarbejderen ikke vidste at hans private e-mail-korrespondance blev læst af andre.

Det er således klart at en IT-politik er af afgørende betydning for både medarbejdere og virksomheder, og har man i sin virksomhed ikke allerede en vedtaget og offentliggjort IT-politik, som klargør virksomhedens IT-regler, bør man få gjort noget ved det hurtigst muligt.

Kilde: LO (Medarbejderen i den digitale verden: ISBN 978-87-7735-826-5)

Skriv en kommentar