Vi handler på nettet som aldrig før
Danskerne handler for enorme summer på nettet, og omsætningen stiger hele tiden. Der kan være mange grunde til den stigende omsætning på nettet, men nogle af dem der vægter mest er nok at det er nemt og sikkert hvis man betaler med dankort.
Det er specielt dankorthandler som er steget. Nye tal fra Danmarks Statistik og Jyske Bank viser at antallet af dankorthandler på nettet er firdoblet siden 2003. Tal fra PBS viser også en enorm vækst i internethandler, i andet kvartal 2007 blev der gennemført 7.972.891 transaktioner, og det er en stigning på knap 27% i forhold til samme kvartal sidste år.
Vi er ikke alene begyndt at købe oftere på nettet men også for større beløb, et gennemsnitskøb ligger i dag på ca. 573 kroner. Det er dog bestemte dele af branchen der står for den største vækst, således er det typisk netbutikker, der sælger tøj, forbrugerelektronik, fastfood, blomster, og forskellige billetter som har den største omsætning.
Mange var tidligere bange for at handle på nettet, men det ser ud til at denne angst er ved at forsvinde. Det der kan gøre det utrykt at handle på nettet er at man ikke står i en fysisk butik, og man kan ikke se ekspedienten i øjnene, og derfor er det svært at afgøre om der er tale om en svindler eller en reel butik. Og nettet er da også et paradis for svindlere, det koster typisk ikke mere end et par hundrede kroner at få en netbutik op at køre, i modsætning til de fysiske butikker der har store udgifter til leje af lokaler mv. Men så længe man betaler med dankort, så er man faktisk sikret rigtig godt ind også hvis man skulle være så uheldig at, ramme en netbutik der ikke har rent mel i posen. Man kan nemlig altid få banken til at føre pengene tilbage Hvis:
- varen ikke bliver leveret.
- sælger opkræver dig mere end det aftalte beløb.
- du har brugt din fortrydelsesret ved at nægte at modtage varen eller.
- der er hævet penge på din konto, uden du har givet lov.
Inden man handler på nettet er det dog altid en god ide at undersøge om der er tydelige kontakt oplysninger på netbutikkens side og så kan man jo lige google netbutikken og se hvad andre evt. har at sige om den.
Kilder: Børsen, Netposten, TV2


