Advarsel om falsk sikkerhedsprogram
Lige for tiden reklameres der på mange danske hjemmesider for et falsk sikkerhedsprogram, som forsøger at lokke penge ud af uforsigtige pc-brugere.
Programmet ”Trygpcbruger” som sælges fra den tilhørende hjemmeside Trygpcbruger.com, forsøges solgt ved at brugeren advares med at ens system er inficeret eller indeholder kritiske fejl, og at det pågældende program kan fjerne det. Men sikkerhedsfirmaet CSIS Security Group advare mod programmet og fortæller at TrygPCbruger er ganske værdiløst, og kun har til formål at franarre penge fra almindelige brugere, som skræmmes til at købe programmet.
Hjemmesiden for Trygpcbruger, virker ganske tillidsvækkende og er skrevet på fejlfrit dansk. Siden fremhæver selv, at programmet kan reparerer harddiskfejl og bugs,- forebygger data- og arkivtab, reparer korrupte filer på dine drev samt fjerne spor efter din internetaktivitet. På siden bliver man også forsikret om at det er sikkert at handle på siden og at man har 30 dages fuld returret.
Men der er altså ingen grund til at have tillid til hverken hjemmesiden eller programmet, som er et ganske værdiløst stykke værktøj. Programmet er i familie med “winfixer” og “errorclean”, som er forsøgt solgt på samme måde.
Kilde: csis.dk (CSIS Security Group)



