Ny medieafspiller til internetvideo i HD
Adobe har netop frigivet en helt ny medieafspiller, som kan afspille video i HD kvalitet, som enten er streamet fra nettet, downloaded eller placeret lokalt på brugerens computer.
Den nye medieafspiller som har fået navnet ”Adobe Media Player”, minder på mange punkter om andre medieafspillere som Windows Media Player og Quicktime, men målet med afspilleren er mere, at blive en platform til distribution af tv-indhold via nettet. Og afspilleren er da også lavet til at afspille HD video som er gemt i Adobes eget flash format.
Adobe har allerede indgået aftaler med en lang række medieselskaber, om distribution af videoindhold. Nogle af de medieselskaber der er indgået aftaler med er CBS, MTV, Nickelodeon , Comedy Central med flere.

Brugere af Adobe Media Player, kan abonnere på tv-shows og andet video indhold, og på den måde kan man automatisk modtage nye episoder efterhånden som de bliver tilgængelige. Allerede fra starten er der en del indhold som man kan vælge imellem, heriblandt er populære serier som CSI: New York, CSI: Miami, Big Brother, Star Trek, Melrose Place og MacGyver med flere.
For at gøre medieafspilleren attraktiv for medieselskaberne er der indbygget DRM beskyttelse og mulighed for at vise reklamebannere eller kræve betaling for videoklip. Der er i det hele taget lagt vægt på, at afspilleren tilgodeser medieselskabernes behov for kommerciel udnyttelse af deres materiale. Og det kan i sidste ende blive en fordel for forbrugeren som på den måde får en ny mulighed for at se forskelligt videoindhold på en nem og lovlig måde.
Adobe Media Player kan hentes gratis fra denne webside:
www.adobe.com/go/mp
Kilde: Adobe



