Kun 500 e-mærkede netbutikker på 8 år

Antallet af danske netbutikker som er mærket med e-mærket har nu rundet 500. E-handelsfonden som står bag kalder det en positiv opbakning, men med over 11.000 danske netbutikker er det svært at få øje på succesen.

E-mærket har eksisteret siden år 2000, og dets formål har siden starten været at skabe større tryghed for forbrugeren i forbindelse med internethandel. Der lægges vægt på blandt andet betaling, behandling af person-oplysninger afgivelse af e-mail adresse, garanti og aftaleindgåelse på internettet. Mærket fungere som et kvalitetsstempel der viser at en netbutik arbejder efter principper, der teknisk og etisk rækker ud over lovgivningens krav.

Det lyder jo alt sammen rigtig godt, hvilket det egentlig også er, men man kan så undre sig lidt over, at man først nu har rundet de 500 e-mærkede netbutikker efter ca. 8 år. For det er selvfølgelig ikke ensbetydende med at der kun er 500 netbutikker ud af omkring 11.000 som lever op til den kvalitet og sikkerhed som e-mærket står for. En del af forklaringen skal måske søges i at det ikke er helt billigt at få e-mærket på sin butik. Det koster nemlig både optagelsesgebyr og et årligt medlemsgebyr som afhænger af antallet af ansatte butikken har. Det er dog ikke fordi nogen sidder og tjener fedt på at udstede e-mærket, det er nemlig en nonprofit fond stiftet af Forbrugerrådet, Dansk Erhverv, Finansrådet, Dansk Industri/ITEK, Dansk-IT, ITK, IT-Branchen og FDIH. Men en meget stor del af de danske netbutikker er små virksomheder der drives som sideerhverv, og specielt for dem kan økonomisk være svært at skulle investere i e-mærket, lige som mange af disse finder de specielle regler for e-mærket overflødige.

Flere forbrugere er efterhånden blevet opmærksomme på e-mærket og føler sig mere trygge ved at handle i de netbutikker som er e-mærkede, men selv om mærket er en god indikation af at man bliver behandlet godt, er det ingen garanti. Lige som et manglende e-mærke heller ikke er ensbetydende med at man ikke får den bedst mulige behandling og sikkerhed. Hvis e-mærket butik ikke overholder reglerne, får det frataget e-mærket, men kan søge om mærket igen efter 6 måneder.

Som dansk forbruger er man af lovgivningen sikret rigtig gode vilkår, når man handler på nettet, men ikke alle er klar over deres rettigheder. Og for dem kan e-mærket helt sikker give en ekstra følelse af sikkerhed.

Læs mere om e-mærket her

Og få gode råd til når du handler i en netbutik her

Skriv en kommentar